Sådan forløber en fredningssag

En fredning gælder som udgangspunkt i al fremtid.

Derfor skal beslutninger i en fredningssag træffes på et fagligt solidt grundlag. I processen inddrages derfor også ejeren, andre med særlig interesse i bygningen og offentligheden i bred forstand.

Alle kan indsende forslag til Slots- og Kulturstyrelsen om fredning af en konkret bygning. For at styrelsen kan vurdere et fredningsforslag, skal du indsende:

  • Fotografier af bygningen både indefra og udefra.
  • Fotografier af de vigtigste rum.
  • Oplysninger om bygningens alder, historie og eventuelt oplysninger om arkitekten.

I Slots- og Kulturstyrelsen vurderer vi herefter om bygningen er et fredningsemne.

Når vi i styrelsen har modtaget et forslag til fredning, indhenter vores sagsbehandler selv flere oplysninger om bygningen. Det kan for eksempel være om:

  • andre bygningsværker af samme arkitekt
  • bygningens historiske sammenhæng
  • tidstypiske træk

Vurderer vi i Slots- og Kulturstyrelsen, at bygningen er et emne for fredning, vil styrelsen orientere:

  • bygningens ejer
  • den/de som for foreslået fredningen (hvis det ikke er ejer)
  • kommunen om, at vi ønsker at besigtige bygningen.

På baggrund af de indhentede oplysninger og en besigtigelse af bygningen afgør vi i styrelsen, om der skal indledes en fredningssag.

Hvis styrelsen vurderer at bygningen ikke har tilstrækkelige fredningværdier, vil du som ejer/forslagsstiller samt kommunen modtage besked herom. Det er muligt at klage til kulturministeren, hvis du er uenig i styrelsens afgørelse.

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur foreslår løbende bygninger til fredning. Foreningen har en særlig status, som er skrevet ind i Bygningsfredningsloven. Det betyder, at styrelsen skal indlede en fredningssag på baggrund af Landsforeningens forslag. Slots- og Kulturstyrelsen skal forelægge forslag fra landsforeningen for Det Særlige Bygningssyn.

Slots- og Kulturstyrelsen forelægger fredningssagen for Det Særlige Bygningssyn, som er kulturministerens rådgiver i spørgsmål om bygningsbevaring. Det Særlige Bygningssyn vurderer forslaget ud fra beskrivelse, tegninger og fotografier af bygningen. 

En fredning kan kun gennemføres, hvis Det Særlige Bygningssyn anbefaler det. Hvis Det Særlige Bygningssyn beslutter at bygningen ikke er egnet til fredningen, så bortfalder fredningsforslaget. Det er ikke muligt at klage over afgørelsen til kulturministeren.

Ejer/forslagsstiller og kommune modtager besked om afgørelsen. 

Læs om Det Særlige Bygningssyn

Hvis Det Særlige Bygningssyn vurderer, at bygningen er egnet til fredning, så giver vi i Slots- og Kulturstyrelsen besked til:

  • ejer
  • bruger af bygningen (lejer)
  • kommune
  • det lokale museum
  • det lokale kulturmiljøråd
  • samt en række bygningskulturelle foreninger

Fredningsforslaget annonceres desuden her på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside under Fredninger i høring

I høringsperioden behandles bygningen som fredet

Høringen varer almindeligvis 3½ måned. I den periode kan alle indsende bemærkninger om fredningsforslaget til Slots- og Kulturstyrelsen.

Fra høringsbrevet er sendt ud, må ejer ikke foretage ændringer på bygningen uden tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen. Bygningen må naturligvis heller ikke rives ned.

Inden for 3 måneder efter høringsperiodens udløb beslutter vi i Slots- og Kulturstyrelsen om fredningen skal gennemføres. I vurderingen inddrages eventuelt indkomne høringssvar.

Når styrelsen har truffet en afgørelse, får ejeren et brev herom. De øvrige involverede parter, blandt andre dem, der har indsendt høringssvar, får en kopi af dette brev.

Afgørelsen offentliggøres også her på hjemmesiden under Nye fredninger, ophævelser mv.

Det er muligt at klage til kulturministeren over Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse. Det gælder, uanset om styrelsen har gennemført fredningen eller ej. Klagefristen er fire uger.

Hvis der ikke bliver klaget over afgørelsen, tinglyser Slots- og Kulturstyrelsen fredningen på ejendommen.

Hvis der bliver klaget over Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse til kulturministeren, afventer styrelsen ministerens stillingtagen. Der er ikke sat tidsbegrænsning på, hvornår kulturministeren skal behandle klagen. Når ministeren har taget stilling til klagen, offentliggør Slots- og Kulturstyrelsen ministerens beslutning på hjemmesiden under Nye fredninger, ophævelser mv.
 

Opdateret 16. april 2024

Kontakt

Vil du spørge os om noget? Her kan du henvende dig til Slots- og Kulturstyrelsen