4. Kangerlussuaq

Kangerlussuaq, eller på dansk Søndre Strømfjord, blev under navnet Bluie West 8 grundlagt som militærbase, af det amerikanske luftvåben (USAF) i 1941.

Tidligere samme år havde den danske gesandt Kaufmann i Washington overdraget varetagelsen af Grønlands sikkerhed til USA, da Danmark som følge af den tyske besættelse ikke længere kunne garantere for Grønlands sikkerhed eller sikre vareforsyningen af Grønland. USA etablerede derfor i løbet af 1941 en række lufthavne og vejrstationer i Grønland, og Bluie West 8 blev en af de vigtigste lufthavne for mellemlandinger af blandt andet færgeflyvninger fra USA til de europæiske slagmarker. Bluie West 8 / Kangerlussuaq karakteriseres nemlig af stabile meteorologiske forhold, der kun yderst sjældent forhindrer landing og take off.

Sondrestrom Air Base

Efter krigen blev Bluie West 8 i 1950 overdraget til Danmark, men en ny forsvarsaftale blev indgået mellem USA og Danmark og åbnede derfor i 1951 igen i amerikansk regi under navnet Sondrestrom Air Base. I perioden fra den 15. november 1954 og til den 1. oktober 1965 benyttede SAS lufthavnen til mellemlandinger på ruten København - Los Angeles. Nonstop-ruten, der forbandt København og Kangerlussuaq var dermed skabt, så udover at være en amerikansk militærbase blev Kangerlussuaq nu også indfaldsporten til Grønland.

Forsyning af DYE-stationerne

Under efterkrigstiden, der blev starten på Den Kolde Krig mellem de to supermagter USA og USSR, blev der i perioden fra 1958 og til langt ind i 1970'erne bygget en række radarstationer som led i DEW-projektet (Distant Early Warning): Stationen DYE-1 lå ved Sisimiut i Vestgrønland, DYE-2 og DYE-3 på Indlandsisen, og DYE-4 ved Kulusuk i Østgrønland. Basens hovedformål var siden da at betjene og sikre forsyningen af disse stationer blandt andet i samarbejde med Grønlandsfly (nu Air Greenland).

Da nedrustningen i USA og USSR for alvor begyndte i 1989, besluttede Pentagon at nedlægge DEW-stationerne i 1990-1991, og senere fulgte også beslutningen om at nedlægge selve militærbasen. 30. september 1992 forlod det amerikanske luftvåben Sondrestrom Air Base, og den 1. oktober 1992 blev hele området overdraget til Grønlands Hjemmestyre, og stedet oprindelige grønlandske navn, Kangerlussuaq ("den lange fjord") blev den officielle betegnelse for lufthavnsområdet.

Civil lufthavn

Frem til den 31. december 2001 betragtedes lufthavnen som værende forsvarsområde, men derefter overgik bygden til Sisimiut Kommune og fik civil status.

Kangerlussuaq er i dag et lille grønlandsk samfund på ca. 520 indbyggere. Hovederhvervet i bygden tager udgangspunkt i lufthavnen, da denne fortsat er den væsentlige indgangsportal til Grønland. Udover driften af lufthavnen og de dertil omkring liggende erhverv, drives der også turistvirksomhed ved selskaberne Albatros Travel og Kangerlussuaq Tourism (KT).

Vejrtjenesten

Vejrtjenesten i Kangerlussuaq så dagens lys i 1954, da den danske Flyvevejrtjeneste oprettede et kontor primært til støtte for flyvningerne over Nordpolen. Frem til 1970 var der både en amerikansk og en dansk vejrtjeneste på stedet, men derefter overtog Flyvevejrtjenesten alle vejrtjenesteopgaverne i Kangerlussuaq.

Opdateret 19. januar 2022

Læs mere om Kangerlussuaq