Bæredygtig udvikling af museumssektoren

19.12.2023
Ti projekter har fået støtte til at udvikle ambitiøse strategier for bæredygtig museumspraksis – kulturelt, socialt, økonomisk og miljømæssigt.

Slots- og Kulturstyrelsen har uddelt i alt 11,7 millioner kroner til ti samarbejdsprojekter blandt danske statslige- og statsanerkendte museer.

De ti projekter er udvalgt efter Slots- og Kulturstyrelsen i september lancerede et ’Open Call’ for alle statslige og statsanerkendte museer, som var interesserede i at udvikle og implementere strategier for bæredygtighed – både kulturelt, socialt, miljømæssigt og økonomisk.

Hvert projekt bygger på partnerskaber mellem museer samt kommuner, kulturinstitutioner og universiteter. I alt deltager ca. 40 museer i de ti projekter.

Enhedschef, Christina Papsø Weber, Museer og Folkeoplysning, siger:
”Vi har modtaget ansøgninger til nogle stærke projekter, som spænder bredt og tilsammen kommer omkring de forskellige dimensioner af bæredygtighed. Initiativet tager afsæt i museernes kerneopgaver, det vil sige arbejdet med samlingsvaretagelse, forskning og formidling, samtidig med, at de har fokus på samskabelse, ligestilling og diversitet. Målet med indsatsen er at styrke museernes relation til borgerne og samfundet og samtidig tydeliggøre museernes relevans og aktualitet.”

Lerstampede vægge og indsatser for unges trivsel
De støttede projekter kommer til at arbejde med bæredygtighed på forskellig vis. Nogle skal undersøge potentialerne i lerstampede vægge i museumsmagasinerne, mens andre fokuserer på, hvordan museet kan blive en arena for bæredygtige sociale indsatser, der kan styrke unges trivsel. Flere af projekterne har allerede modtaget supplerende fondsmidler fra bl.a. Augustinus Fonden samt støtte fra ODM’s (Organisationen Danske Museer) Grønne Akademi.

Fakta om Bæredygtige Museer 2030
Indsatsen ”Bæredygtige Museer 2030” er en del af de afsatte midler på finanslov 2023 til udvikling af museumsområdet. Midlerne skal være med til at understøtte et laboratorie for metodeudvikling af bæredygtig praksis på de danske museer.

Læs mere om Open Call: Bæredygtige museer

Læs mere om de støttede projekter

Yderlige oplysninger

Slots- og Kulturstyrelsens pressetelefon: 22 61 19 95

Opdateret 11. januar 2024