38 danske museer får støtte til udviklingsprojekter

16.12.2022
Slots- og Kulturstyrelsen har uddelt i alt 13,2 millioner kroner til udvik-lingsprojekter på 38 museer fordelt over hele landet. Projekter om alt fra øget repræsentation af kvindelige kunstnere til kulturhistorie som et aktiv for udsatte børn og unge.

Kulturministeriet har flere museumspuljer, der yder støtte til udvikling af museumsområdet. Puljerne uddeles af Slots- og Kulturstyrelsen, og i 2022 er der uddelt i alt 13,2 millioner kroner til 38 museer. Midlerne går til hhv. samlingsvaretagelse, erhvervelser til museernes samlinger, vurdering og opkvalificering af forskerkompetencer samt udviklingsprojekter, der kan styrke museernes relevans for nye brugergrupper.

Enhedschef Christina Papsø Weber, Slots- og Kulturstyrelsen, siger:

”Museerne løser en grundlæggende opgave med at passe godt på de værker og genstande, der repræsenterer vores fælles kulturarv. Samtidig varetager de også en stor formidlingsopgave ved at give os alle sammen indsigt i de historier, som samlingerne kan fortælle. Det er derfor vigtigt at kunne støtte museernes målrettede indsatser på disse områder.”

Kulturhistorie som et aktiv for udsatte børn og unge

Puljen til styrkelse af museernes relevans for nye brugergrupper har i alt støttet 8 projekter, heriblandt Museum Lolland Falster og projektet ”Rødder”. Projektet er et samarbejde mellem museet, Storestrøm Fængsel, Nykøbing F.  Boligforening, Professionshøjskolen Absalon m.fl., der vil eksperimentere med at gøre kulturhistorie til et meningsfuldt aktiv i udsatte børn og unges identitets- og tilknytningsprocesser og derigennem bidrage til deres livsorientering og handlekompetencer.

Tilskud til Jomfru Blidelil

Puljen til erhvervelser giver i år 14 museer mulighed for at udbygge deres samlinger med indkøb af væsentlige værker og genstande inden for museernes ansvarsområder. Heriblandt får Fuglsang Kunstmuseum tilskud til at erhverve værket ”Jomfru Blidelil” af Agnes Slott-Møller. Værket var nær blevet solgt til udlandet, men de private ejere ombestemte sig i sidste øjeblik, og nu har Fuglsang Kunstmuseum igangsat en offentlig indsamling med henblik på at kunne erhverve værket i 2023. Slots- og Kulturstyrelsen yder tilskuddet på baggrund af en anbefaling fra et rådgivende udvalg, der blandt andet lægger vægt på, at museet arbejder målrettet på at øge repræsentationen af kvindelige kunstnere i sin samling.

Bevaring og sikring af Diamond Runner

Formålet med puljen til samlingsvaretagelse er at styrke kvaliteten i museernes bevaring af deres samlinger samt samlingernes tilgængelighed i de centrale kulturarvsregistre. I 2022 støtter puljen 13 projekter. Eksempelvis modtager Trapholt tilskud til konservering, bevaring og sikring af Ingvar Cronhammars skulptur Diamond Runner, der er skabt til Trapholts skulpturpark som den første installation. Værket repræsenterer kunstnerens virke med det monumentale, industrielle og maskinæstetiske i centrum.

Læs mere om uddelingerne fra museumspuljerne

Fakta om udviklingsmidler til museerne

I 2022 er der uddelt i alt 13,2 millioner kroner på tværs af de forskellige puljer, der fordeler sig således:

  • 5,5 mio. kr. til samlingsvaretagelse
  • 3,6 mio. kr. til erhvervelser til museernes samlinger
  • 0,5 mio. kr. til vurdering og opkvalificering af forskerkompetencer
  • 3,6 mio. kr. til styrkelse af museernes relevans og aktualitet for nye brugergrupper på museerne.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen under Kulturministeriet, der fordeler midlerne efter indstilling fra rådgivende udvalg bestående af fagpersoner fra bl.a. universiteter og de statslige samt statsanerkendte museer.
 

Yderligere oplysninger:

Slots- og Kulturstyrelsens pressetelefon: 22 61 19 95

Opdateret 16. december 2022