Fri adgang til offentligt finansierede forskningsresultater i Danmark

Lise Mikkelsen

Open Access Udvalgets implementeringsplan for Open Access i Danmark blev offentliggjort primo maj 2010. Udvalget har 14 anbefalinger til at sikre, at Danmark lever op til Ministerrådets konklusioner om fri adgang til videnskabelige information

Open Access på den politiske og strategiske dagsorden

I de første tre anbefalinger foreslås det, at Videnskabsministeriet, forskningsråd og fonde samt universiteterne implementerer Open Accesspolitikker. Målet er, at der så vidt muligt skal være fri adgang til resultaterne af offentligt finansieret forskning.

Open Accessarbejdet er i mange år foregået via ’bottom up’ metoden, hvor interesserede har arbejdet for at få ledelse og relevante aktører til at lytte til fordelene ved Open Access. Med gennemførelsen af disse tre anbefalinger vil der for første gang på højeste ledelsesmæssige niveau opstå en formel strategisk udmelding om fri adgang til offentlige forskningsresultater.

Effekten af gennemførelsen af de tre anbefalinger er, at Open Access kommer på den politiske dagsorden, hvilket er et afgørende skridt mod fri adgang til offentligt finansierede forskningsresultater og mod, at Danmark kan leve op til de forpligtigelser, som videnskabsministerens underskrivelse af Ministerrådet konklusioner medfører.

”Grøn” Open Access er vejen frem

Overordnet set peger Open Acces Udvalget på, at der bør satses på grøn Open Access, dvs. parallelpublicering i institutionelle arkiver. Forskningsbibliotekerne har igennem en årrække samarbejdet på dette område via forskningsregistreringssystemet PURE. De sidste par år har den bibliometriske forskningsindikator medført, at universitetsbibliotekernes indsats med forskningsregistrering har fået ekstra universitetspolitisk interesse, og området er blevet opprioriteret.

Open Access har gennem flere år haft bibliotekernes opmærksomhed, og sammenhængen mellem grøn Open Access og forskningsregistrering giver bibliotekerne gode muligheder for at øge mængden af fuldtekstdokumenter i repositorierne. DEFFs Open Accessnetværk er blevet et vigtigt forum for forskningsbibliotekernes indsats for grøn Open Access og forskningsregistrering.

Med Open Access Udvalgets anbefalinger må man forvente yderligere fokus på parallelpublicering, og dermed vil bibliotekernes opgaver på dette område givetvis blive genstand for yderligere fokus de kommende år.

Fri adgang til primære forskningsdata – også på lang sigt

Open Access Udvalget har en anbefaling om langtidsbevaring af forskningspublikationer, således at tilgængeligheden af disse sikres i fremtiden. Primære forskningsdata har også været i fokus og en anbefaling indeholder, at der skal etableres en national tværgående samarbejdsorganisation, som samler interessenter inden for primære forskningsdata. Dennes opgave bliver at planlægge, hvordan danske forskningsdata kan arkiveres og langtidsbevares.

Inden for arbejdet med arkivering og tilgængeliggørelse af primære forskningsdata bør forskningsbibliotekerne ligeledes satse på at bidrage. DEFF har i 2010 givet støtte til projektet Forskningsdata –og Open Access. Projektet skal afklare bibliotekernes rolle omkring forskningsdata samt bidrage med viden til DEFFs strategiarbejde. Projektets resultater må givetvis forventes at have interesse for et kommende samarbejde om primære forskningsdata.

Der findes flere interessante anbefalinger i Open Access Udvalgets rapport, som kan downloades på DEFFs hjemmeside.

Baggrund

Open Access udvalget påbegyndte deres arbejde i august 2009. Udvalget består af medlemmer fra DEFF-styregruppen, Universitets- og Bygningsstyrelsen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, Danske Universiteter og DEFF-sekretaria-tet. Udvalgets kommissorium er henholdsvis at planlægge, hvordan Danmark kan leve op til Ministerrådets anbefalinger om adgang til videnskabelig information samt at implementere handlingsplanen. Rapporten er i høring i maj og juni 2010. Implementeringen af anbefalingerne forventes påbegyndt i november 2010.

 

Denne side er kapitel 15 af 22 til publikationen "Bibliotek og Medier 2010:2".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/publikationer/nyt_fra_bibliotek_og_medier/2010/2/index.htm
© 2010