Tema: Projekter

I dette tema sætter vi fokus på en håndfuld projekter, der på forskellig vis afspejler tendenser i udviklingen af det ny bibliotek. Alle projekter har modtaget støtte fra Udviklingspuljen for folke- og skolebiblioteker

Legende familier i biblioteker

Mette Kierkegaard Jensen, Århus Kommunes Biblioteker

Legende Familier i Biblioteket (LFiB) er et 2-årigt projekt, som afsluttes i september 2010. Projektet udspringer af anbefalingerne i Styrelsen for Bibliotek og Mediers rapport Fremtidens biblioteksbetjening af børn og især det 4. bud ”Børn leger – på biblioteket”.

Følgende biblioteker deltager i projektet: Randers Bibliotek, Aalborg Bibliotekerne (Vejgaard Bibliotek) og Hovedbiblioteket i Århus. Centre for Playware ved DPU og Interactive Spaces ved Århus Universitet er projektpartnere.

LFiB har fokus på familier, da børn i stort omfang kommer på bibliotek med deres forældre og er sammen som familie. På biblioteket kan børn mødes på tværs af den aldersopdeling, der ellers præger deres hverdag i skolen og institutionen. Legen bidrager til at udvikle de vigtige kompetencer, børn skal bruge senere i livet: kreativitet, social intelligens og relationer. De lærer at bevæge sig indenfor og at udfordre spilleregler. Den helt centrale tanke i projektet er “at leg, skal ske for legens egen skyld”.

Koncepter

Der findes mange typer af leg. Lege kan have mere eller mindre fastlagte spilleregler eller være baseret på en bestemt struktur eller kronologi. Lege kan også udspringe af fantasien, hvor deltagerne skaber lege undervejs. LFiB har skabt forskellige koncepter for at undersøge og understøtte forskellige typer af leg.

Strukturerede legekoncepter:

  • Musiktidsmaskinen i Randers: Familier kan dyste mod hinanden i viden om musik på en trykfølsom skærm
  • Skattejagten i Århus: Via et interaktivt bord sender skattejagten familierne rundt i det fysiske bibliotek
  • Interactive Spaces’ installation –Ufo’en – en oppustet traktorslange på hjul med indlejret computer, der køres over gulvet og aflæser RFID-tags med indlagte billeder og lyd

Frie legekoncepter:

  • På Vejgaard bibliotek er børneafdelingen omdannet til et sørøverunivers, med skibsdæk, ror og udkigstårn. Sørøverkoncept er spredt til resten af biblioteket
  • Pulterkammeret i Århus: Et 30 kvadratmeter stort rum indrettet med plads til nostalgi
  • I Vejgaard er et sanserummet under opbygning, hvor udskiftning af indholdet vil ske med jævne mellemrum

Personalet har forskellige roller i koncepterne. I pulterkammeret og sørøveruniverset kan personalet stå på sidelinjen, observere eller optræde som ligeværdig deltager i legen. I legene musiktidsmaskinen og skattejagten har personalet en mere passiv rolle. Her er det personalet, der formidler og igangsætter legen

Bliver der så leget?

Alle de deltagende biblioteker har oplevet positiv feedback og glade familier.

Der har vist sig muligheder og begrænsninger i at skabe leg for familier på biblioteket. At opfordre til leg er at opfodre til mere snak, mere latter, mere løben, mere af det hele i biblioteksrummet. Det er derfor vigtigt, at vi som bibliotek holder fast i, at dette også er et oplevelsessted. Der har også vist sig en stor forskel i børn og forældres tilgang til legen. Børnene springer ud i det. Måske ikke altid efter bibliotekarernes plan og intentioner, men med stor fantasi og indlevelse. Forældrene har ofte behov for instruktioner som skilte eller en tilstedeværende bibliotekar og måske også for at blive overbevist om, at ja, lege det må man godt på biblioteket.

LFiBs erfaringer blev præsenteret ved en konference i maj. Konferencen blev afholdt i samarbejde med projekt Børnebibliotekaren som Playmaker. Børnebibliotekaren som Playmaker har som LFiB udspring af anbefalingerne i styrelsens rapport. Projektet fokuserer på at udvikle bibliotekarens rolle som aktiv facilitator i legende og kreative processer. De to projekter udforsker altså leg på biblioteket med forskellige tilgange.

LFiB har oplevet stor international interesse for projektet og perspektiverne, som er blevet præsenteret ved konferencer og workshops i Veria (Grækenland), Malaga (Spanien), Oeiras (Portugal) og ved Next Libary i Århus. I december 2009 gennemførte projektet en nidages inspirationstur gennem seks stater i USA.

Spark liv i dit bibliotek

Christian Lauersen, Københavns Biblioteker

“Libraries will get you through times of no money better than money will get you through times of no libraries." - Anne Herbert (1980).

Som bibliotekar er man ikke et sekund i tvivl om sandheden i Anne Herberts 30 år gamle påstand, men tiderne har ændret sig, og der skal mere end gamle citater til at overbevise kommunalpolitikerne om bibliotekernes eksistensberettigelse. Konkurrencen er skærpet, og vores brugere og ikke-brugere har i dag mange flere tilbud, end de havde før i tiden. Målet for bibliotekerne må være at få alle historierne og lærdommen gjort højlydt og visuelt til stede på og uden for biblioteket, og dermed nærværende og synlige for borgerne. Bl.a. på den baggrund teamede Københavns Hovedbibliotek, Aalborg Bibliotekerne, Herning Bibliotekerne og Brønshøj Bibliotek tilbage i 2009 op og besluttede sig for at udfordre den traditionelle formidling ved at udvikle og afprøve metoder til at formidle alle bibliotekets materialer på en bedre og mere aktiv måde. Dette udmøntede sig i projekt Kick Off – Spark liv i dit bibliotek, støttet af Styrelsen for Bibliotek og Medier. Selve outputtet af projektet er en række nye formidlingstiltag som samles i en art kogebog samt en afsluttende konference i Middelfart den 20. maj.

Inspiration og indspark

Et vigtig led i projektet er indhentning af inspiration uden for bibliotekssektoren ud fra den betragtning, at de interessante og skæve ting ofte opstår i samarbejde med andre faggrupper. Derfor har man i stor stil inddraget eksterne samarbejdspartnere i udviklingen af de nye formidlingskoncepter, bl.a. Onesto Mong & Partners, Copenhagen Institute of Interaction Design, Lammhults Library Design og Niels Brock Copenhagen Business College. Projektgruppen og samarbejdsparterne har arbejdet med mange idéer, hvoraf nogle blev testet og ført videre og andre blev sparket til hjørne. Her beskrives kort to af de tiltag, som blev testet i løbet af projektet:

E-Book Browseren

E-Book Browseren er en art brugervenlig søgemaskine, som placerer bibliotekets virtuelle materialer sammen med og på lige fod med de fysiske materialer på hylden i biblioteket. Fysisk er der tale om en skærm placeret i reolsystemet sammen med bøgerne. På skærmen kan man ’bla-dre’ igennem diverse bogforsider, og hvis man falder over noget interessant kan man klikke sig ind i bogen og læse indholdsfortegnelse og det indledende kapitel. Såfremt man finder en given titel relevant, kan man få udprintet en kvittering med en URL til ebogsudgaven af titlen. På den måde kan man tage en eller flere kvitteringer med sig og få adgang til ebogen derhjemme eller et andet sted. Formålet er at synliggøre og øge brugen af bibliotekernes mange, lidt usynlige, elektroniske ressourcer, og udviske skellet mellem de fysiske og de virtuelle materialer.

B-kortet

B-kortet ligner et af de klassiske Gocards, man ser rundt omkring på caféer og i butikker, og som har til formål at hjælpe forskellige målgrupper med at ’zoome’ ind på det af bibliotekets indhold, der er relevant og matcher deres interesser. B-kortet giver nye brugere en let og udvalgt indgang til bibliotekets mangfoldige informations- og kulturstrøm og kobler en specifik lokation/event/interes-sefælleskab med bibliotekets ressourcer. Rent fysisk er B-kortet en form for postkort (A6 format), der inden for en fast grafisk ramme præsenterer udvalgte biblioteksressourcer. B-kortet skal placeres der, hvor dens målgruppe er. Hvis man f.eks. vil promovere sine materialer om lystfiskeri, skal kortet præsenteres i lystfiskerbutikker, på havnen, i sportsforretninger osv. B-kortet laves i et simpelt onlinemodul og bestilles i samme.

Spil så den bold

Mange af de erfaringer, som er gjort i projekt Kick off – spark liv i dit bibliotek tager udgangspunkt i grundlæggende kneb for formidling. Nogle kneb er nye og anderledes for biblioteket, andre kneb velkendte, men måske har biblioteket glemt at gøre noget ved dem. Vi tænker måske, at vi allerede opfylder mange af de anbefalinger, der er kommet ud af projektet: Vi kender vores kunder, vi ’sælger’ materialer, vi laver samarbejde. Men gør vi det godt nok? Siden der hele tiden kredses om emnet i biblioteksfaglige kredse, er det måske ikke godt nok, er der måske plads til forbedringer, er der måske plads til handling. Det er nemt at tale om, hvordan formidlingen kan forbedres, men handling kræver mere, og kan vi ikke iværksætte dette mere, så har vi måske ikke en plads på holdet, på banen. Hermed en opfordring til at komme på banen og sparke på mål. Kogebogen er i trykken og vil i første omgang udkomme i et begrænset oplag, men den vil også blive tilgængeliggjort som pdffil.

Ord på magien

Elisabeth Staun og Jørgen Ledet

Ansatte i børnebibliotekerne i Randers, Viborg, Herning og Århus sætter ord på magien, der opstår i samspillet med børnene i projektet Relationer der rykker – mødet mellem mennesker i børnebiblioteket.

Bente Buchhave, der er tilknyttet projektet som følgeforsker og evaluator, beskriver ”... effekten af det gode samspil mellem barn, bog og biblioteksansat som magi. Men nu får vi sat ord på magien og valide redskaber til at skabe og tage ansvar for relationen med børn og andre brugere af børnebiblioteket”.

Projektet sigter på at skabe flere modeller for, hvordan vi kan udvikle relationskompetencer på landets folkebiblioteker. Udgangspunktet for projektet er International Child Development Programme (ICDP), som er udviklet i en pædagogisk verden, men som for første gang afprøves, evalueres og beskrives i børnebiblioteksregi.

Opgaven bliver så at ’oversætte’ og tilpasse ICDP-programmet til børnebiblioteksmedarbejderens praksis. Samtidig giver både børn, ansatte, ledere og meningsdannere i biblioteksvæsenet deres bud på, hvilken betydning det gode samspil har for dem selv, for biblioteksopgaven og formålet i en moderne bibliotekssammenhæng. Ud over de nævnte biblioteker deltager psykolog og forfatter Anne Linder som underviser og professor Thessa Jensen fra Aalborg Universitet som følgeforsker.

Aktiviteterne

Projektet er i fuld gang, og deltagerne arbejder på at blive klogere på og træne relationskompetencer. I foråret 2010 er der seks workshops med teoretisk undervisning, videoanalyser og kollegial feedback med fokus på deltagernes vuggegaver og ressourcer.

Mellem workshops filmes hver medarbejder i forskellige samspilssituationer i børnebibliotekerne. På workshops sidder kolleger to og to og analyserer filmen med udgangspunkt i ICDPs samspilstemaer, hvor man modtager positiv feedback af sine kolleger og sætter nye samspilsmål for næste film.

I efteråret 2010 skal projektdeltagerne bl.a. afprøve nye aktiviteter sammen med børn og unge. Projektdeltagerne skal reflektere over aktiviteternes indhold, inddrage børn og evaluere samspillet og relationerne. Projektet foregår i hele 2010 og afsluttes med en konference den 8. marts 2011 på Randers Bibliotek, hvor vi glæder os til at præsentere projektets forskellige resultater.

Følg projektet på http://huset.randers-bib.dk/course/view.php?id=129 Hvis du vil vide mere om ICDP og samspilstemaerne, se http://www.icdp.dk/

Fakta om ICDP og de otte samspilstemaer

ICDP er et pædagogisk program, som er udviklet i Norge af to forskere i psykologi, Karsten Hundeide og Henning Rye. Programmet handler om at udvikle og styrke kompetencerne hos personale, der omgås børn, og lære dem at fokusere på børnenes positive sider og ressourcer.

ICDP beskriver otte samspilstemaer, der vejleder den voksne i relationsarbejdet. De første fire samspilstemaer handler om at skabe en god følelsesmæssig kontakt –om at vise børnene, at man vil dem. Målet er at få skabt en tryg og tillidsfuld atmosfære.

De næste tre samspilstemaer har fokus på den meningsskabende dialog. Bibliotekspersonalet skal hjælpe barnet til at lære, hvordan tingene hænger sammen og udvikle barnets nysgerrighed og selvstændighed. I det sidste samspilstema er det den vejledende rolle, der er i spil. Personalet skal sætte rammer og grænser for barnet på en positiv måde, så barnet forstår og accepterer rammerne.

Foto fra Campusbiblioteket Rådmandsmarken

 

Denne side er kapitel 13 af 22 til publikationen "Bibliotek og Medier 2010:2".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/publikationer/nyt_fra_bibliotek_og_medier/2010/2/index.htm
© 2010