Professionel udvikling

Ann Poulsen

Rapporten om folkebibliotekerne i vidensamfundet peger på, at bibliotekerne i takt med samfundsudviklingen konstant må omfortolke og justere sine tilbud om oplysning, læring og kulturtilbud. Samtidig må biblioteket som offentlig institution manøvrere i forhold til de betingelser, der fastsættes af lokale politikere. Her er i mange kommuner ikke mindst de økonomiske rammer en udfordring.

På den baggrund er der behov for forandring og udvikling af personalets kompetencer. Derfor anbefaler udvalget bag rapporten da også et forstærket fokus på kompetence- og organisationsudviklingen på bibliotekerne. Konkret peger udvalget på et aktuelt behov for at styrke personalets formidlings- og undervisningskompetencer, markedsføringskompetencer, it-kompetencer og ledelseskompetencer. Sideløbende hermed understreger udvalget, at det er væsentligt fortsat at vedligeholde og udvikle de biblioteksfaglige kompetencer.

Plan for kompetenceudvikling

Udvalget anbefaler, at de enkelte biblioteker lægger en plan, der indeholder forskellige måder at gribe kompetenceudviklingen an på. Rekruttering er en metode, der allerede er i brug, men efteruddannelse og sidemandsoplæring indgår selvsagt også. Desuden kan der gennem en ændring af bibliotekets interne organisation skabes mulighed for kompetenceudvikling, ligesom learning by doing kan indgå i forbindelse med projekt- og udviklingsopgaver.

Rammer for efteruddannelse

Som et af elementerne i at skabe bedre rammer for efteruddannelse, anbefaler udvalget også, at bibliotekernes fælles kompetenceudvikling, som centralbibliotekerne er ansvarlige for, udvides og intensiveres fremover.

Udvalget anbefaler desuden, at der i forbindelse med lederuddannelse etableres specielle moduler for ledere i kultursektoren.

Nye tilbud om efteruddannelse

Netop den sidste anbefaling har professionshøjskolen Metropol taget til sig. Center for Ledelse og Styring (CLS) under Metropol udbyder fra efteråret 2010 Den Offentlige Lederuddannelse ud over Diplomuddannelsen i Ledelse. CLS har i den forbindelse besluttet kun at udbyde valgmoduler, som er udviklet i partnerskaber med f.eks. kommuner eller organisationer.

I efteråret 2010 udbyder CLS også et kompetencegivende modul for faglige medarbejdere i kulturforvaltninger og -institutioner. Omdrejningspunktet er de nye organiseringsformer i form af teams og netværk, som er meget udbredt i kultursektoren. Målgruppen er medarbejdere, mellemledere eller ledere med mindst to års erhvervserfaring. De har som f.eks. projektledere, tovholdere eller koordinatorer det faglige ansvar for tværfaglige netværk og teams i kulturafdelinger og kulturinstitutioner – herunder biblioteker.

Modulet kan også vælges som valgmodul af de ledere af kulturinstitutioner og -forvaltninger, der tager hele Diplomuddannelsen i Ledelse

Modeller der stadig kan bruges

Metoder til kompetenceudvikling, der allerede anvendes, kan i flere tilfælde genbruges på nye faglige områder. Som eksempler er her valgt bibliotekernes nationale markedsføringsprojekt og centralbibliotekernes håndtering af deres opgaver inden for kompetenceudvikling.

Koordineret markedsføring på nationalt niveau

I forbindelse med et ønske om at brande ’det nye bibliotek’ med dets mange forskellige tilbud tog Bibliotek og Medier i 2008 initiativ til et projekt om koordineret markedsføring, der i høj grad handlede om kompetenceudvikling af bibliotekernes medarbejdere.

Projektet blev indledt med et undervisningsforløb i markedsføring, der var skræddersyet til folkebibliotekerne. Det var et krav, at der skulle deltage to medarbejdere fra hvert af de tilmeldte biblioteker. Efter kursusforløbet var det muligt for bibliotekerne at søge om puljemidler til konkrete projekter. Således fik kursusdeltagerne og kollegerne på biblioteket derhjemme mulighed for at omsætte teori til praksis.

Uddannelse for kulturtrænere på centralbibliotekerne

Centralbibliotekerne arbejder allerede med kompetenceudvikling. Den fælles kompetenceindsats i centralbiblioteksregi i 2009 og 2010 har været en kulturtræneruddannelse, som er nærmere omtalt i artiklen Inspiration og læring i dette tema. I alt er der uddannet 40 kulturtrænere, der kan bidrage til strategisk debat og fungere som forandringsagenter for bibliotekssektoren.

 

Denne side er kapitel 9 af 22 til publikationen "Bibliotek og Medier 2010:2".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/publikationer/nyt_fra_bibliotek_og_medier/2010/2/index.htm
© 2010