Partnerskaber som vej til nytænkning

Lisbet Vestergaard

Når der er brug for at nå ud til mange borgere med inspiration og viden, er bibliotekerne oplagte partnere

Folkebibliotekerne har en lang tradition for at samarbejde med mange forskellige partnere i lokalsamfundet. Tidligere har der mest været tale om samarbejdspartnere, hvis virke har været tæt beslægtet med folkebiblioteket – f.eks oplysningsforbund, uddannelsesinstitutioner og andre lokale kulturtilbud.

I dag retter bibliotekerne i højere grad blikket mod nye og mere utraditionelle partnere, herunder det private erhvervsliv og civilsamfundet i form af foreninger, organisationer og andre typer af grupperinger, som borgerne tager aktivt del i.

Der er et stort og uudnyttet potentiale i at arbejde systematisk med forpligtende partnerskaber, der kan bidrage til nytænkningen af biblioteksbetjeningen, både i det fysiske rum og på nettet. Det er således en udvalgsanbefaling, at bibliotekerne tilbyder sig som partner og indgår i partnerskaber for at styrke og udvikle biblioteket og dets tilbud til borgerne.

Strategisk ramme for det fremtidige samarbejde

Folkebibliotekerne har meget at byde på i et partnerskab. De tilbyder adgang til viden og indsigt og professionelle formidlere af viden og kultur. I kraft af deres tradition for åbenhed er bibliotekerne tit institutioner, der skaber værdifulde relationer i lokalsamfundet. Der er folkebiblioteker i alle kommuner, og bibliotekerne er den danske kultur- og vidensinstitution, hvor der kommer flest borgere. Når der er brug for at nå ud til mange borgere med inspiration og viden, er bibliotekerne derfor oplagte partnere.

Det er denne selvforståelse, som bibliotekerne skal bruge bevidst og aktivt i det opsøgende arbejde med at opdyrke og indgå nye partnerskaber.

Tre aktuelle og visionære eksempler på partnerskaber, der går på tværs af den offentlige sektor, den private sektor og civilsamfundet er projekterne I Øjenhøjde med Danmarks børn, Limboland og KarriereBiblioteket.

I øjenhøjde med Danmarks børn

Projektet har den ambition at skabe sammenhæng mellem de fysiske børnebiblioteker i hele landet og DRs daglige udsendelse Ramasjang Live fra Hovedbørnebiblioteket i Aalborg. Målgruppen er børn mellem 7-10 år. Aalborg Bibliotekerne står for at koordinere den nationale indsats, som skal sikre, at alle børnebiblioteker i landet lægger deres aktiviteter og arrangementer op ad fælles temaer udvalgt af redaktionen bag børnebibliotekernes nye hjemmeside pallesgavebod.dk og DR i fællesskab.

Limboland

Limboland er en ny film, der produceres af Zentropa Film som et integrations-, uddannelses- og kulturprojekt. I den forbindelse har Zentropa Film indgået partnerskab med biblioteker og medborgercentre i Århus, Odense og København om formidling af filmen. Det er et andet eksempel på et partnerskab med mediebranchen og samtidig et eksempel på et lovende og visionært partnerskab med det private erhvervsliv.

Zentropa udvikler og afvikler en karavane gennem hele landet, hvor Limboland kommer ud med et arrangement til ca. 20 biblioteker med film, filmfolk, teknik samt oplæg til dialog og debat på bibliotekerne. Biblioteket kan tilbyde Zentropa den koordinerende funktion samt den gode kontakt til indvandrergrupper i de relevante områder i Danmark. På den baggrund kan biblioteket skabe kontaktflader til relevante enkeltpersoner og bidrage til at udvikle et katalog over relevante lokale aktører.

KarriereBiblioteket

Projektet er startet af Nørrebro Bibliotek og er fra efteråret 2009 et samarbejdsprojekt mellem Nørrebro Bibliotek og Medborgercenter, Solvang Bibliotek og Dansk Flygtningehjælp. KarriereBiblioteket er et såkaldt menneskebibliotek, hvor alle unge mellem 14-25 år i København kan ’låne’ et menneske for at høre mere om vedkommendes job, uddannelse og karriere. Projektet bygger på frivillige, der siger ja til at mødes med unge i et uformelt miljø og give dem inspiration og tips til at gå videre med en uddannelse. Projektet tager udgangspunkt i, at personlig formidling er det, der virker bedst og gør det største indtryk.

Partnerskaber på nationalt niveau

Styrelsen for Bibliotek og Medier har i flere år indgået partnerskaber på nationalt niveau, for eksempel med IT- og Telestyrelsen om Den Digitale Borger og med DR om DR Romanklub. Formålet har været at udvikle services og aktiviteter, som er nemme for det enkelte bibliotek at tilbyde lokalt.

Med afsæt i de mange gode resultater vil styrelsen også fremover satse på at eksperimentere og udvikle disse typer af partnerskaber på nationalt niveau, som kan bidrage til at styrke og profilere vidensamfundets bibliotek.

 

Denne side er kapitel 8 af 22 til publikationen "Bibliotek og Medier 2010:2".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/publikationer/nyt_fra_bibliotek_og_medier/2010/2/index.htm
© 2010