DR Ramasjang sender Livetv fra Aalborg Bibliotekerne

Birgitte Fredsby, B&U, DR

Den 1. november 2009 kan børn og deres forældre for første gang zappe over på DRs nye børnekanal – DR Ramasjang. Børnekanalens største flagskib er et halv times tv-program, der sender live fra Aalborg børnebibliotek alle hverdage

Netop nu er folkene bag DR Ramasjang i fuld gang med at få de sidste detaljer på plads, inden den nye børnekanal går i luften om fire uger. Børn fra 3-10 år og deres forældre kan se frem til at få endnu mere plads hos DR og på nye måder samles om børnetv i høj kvalitet fra kl. 6 til kl. 20.30 hver dag, året igennem.

Sammen kan vi udvide paletten

En vigtig brik i udviklingen af den nye børnekanal er et helt nyt strategisk samarbejde med Aalborg Bibliotekerne. DR Ramasjang etablerer en redaktion på Aalborg børnebibliotek, som har ansvaret for at tilrettelægge og producere 1/2 times live tv-program, der sendes dagligt fra kl. 17.00-17.30 – om fredagen fra kl. 17.00-18.00. Aalborg Bibliotekerne bidrager med research til programmerne, formidling og koordinering med landets øvrige biblioteker, som også bliver involveret i samarbejdet.

Formålet med samarbejdet er at skabe et program, der med afsæt i virkeligheden, kan give børn en stemme og medindflydelse, og at indhold fra DRs nye børnekanal skal leve videre i børnenes hverdag bl.a. på landets lokale børnebiblioteker.

Vi har gode og vigtige erfaringer fra vores direkte program i skolernes sommerferie, Sommer Summarum. En skøn måde at være tæt på Danmarks børn – og det er nemt at se denne type koncept udvidet med et samarbejde mellem DR og bibliotekerne i de kommende år. Begge parter er dagligt til stede og synlige i børnenes liv, og ikke mindst er begge parter public serviceinstitutioner, der oven i købet deler et fælles værdigrundlag og en fælles identitet et langt stykke hen ad vejen. Såvel DR som landets biblioteker er 100 % dedikeret til at formidle kvalitetsindhold til børn; en opgave, der bestemt ikke bliver mindre vigtig i fremtiden.

I redaktionsgruppen sidder Maria Sjøblom, bibliotekskoordinator fra Aalborg Bibliotekerne, som skal være med til at sikre koordinering med landets øvrige biblioteker, så der kommer en sammenhæng mellem de temaer, der bliver taget op i udsendelsen og de aktiviteter, der igangsættes på landets børnebiblioteker.

Sammen kan vi udvide paletten af måder, hvorpå vi kan nå ud til børnene. Et godt eksempel er TV-serien Barda, der bygger på det populære rollespil, som rigtigt mange børn elsker! Her kan vi i fællesskab vise og fortælle fiktionshistorien om Barda, skabe events der kan opleves rundt omkring i Danmark og give børnene mulighed for at finde mere information om fantasygenren, spille rollespil på nettet eller måske lave deres eget sværd på deres lokale bibliotek. Mulighederne er uendelige, og i fællesskab kan vi skabe ny tilstedeværelse og synlighed hos børnene, dele viden og udnytte hinandens styrker. Man kan nærmest anskue det som en slags oplagt partnerskab mellem ’fysisk public service’ og ’broadcast public service’, til gavn for begge parter, og især for børnene.

Et trygt univers

DR Ramasjang er en ny public service kanal dedikeret til børnene. Indholdet er af høj kvalitet, der på tværs af kanaler og platforme opfordrer til oplevelser, leg og fællesskab. DR Ramasjang vil tage børnene alvorligt som selvstændige mediebrugere og dermed involvere dem i så høj udstrækning som muligt – i trygge, reklamefri universer.

På DR Ramasjang kan børnene møde alle de kendte DR-figurer og deres venner, ligesom de vil møde helt nye karakterer og værter, der involverer børnene såvel i udsendelserne som i andre relevante sammenhænge i børnenes eget liv. Kanalen vil følge børnenes hverdag, weekender og ferier. Året med højtider og højdepunkter i børnehøjde!

Fælles site

Til januar går bibliotekerne og DR Ramasjang i luften med et fælles site. I løbet af 2010 vil der være syv fælles temaer, som er gennemgående i både Ramasjang Live, på børnebibliotekernes hjemmeside, og det er hensigten, at temaerne også skal foldes ud ude på selve børnebibliotekerne.

RETTELSE 
afsnittet 'Fælles site' rettes til:

Fælles temaer
Til januar går børnebibliotekerne i luften med et nyt site, pallesgavebod.dk.
I løbet af 2010 vil der være syv fælles temaer, som skaber indhold i både DR´s Ramasjang Live og på pallesgavebod.dk. Det er hensigten, at temaerne også skal foldes ud med aktiviteter på børnebibliotekerne.

Facts om DR Ramasjang

  • Sender fra kl. 6.00 - kl. 20.30 alle dage
  • Sender live fra Aalborg Bibliotekerne alle hverdage mellem kl.17.00-17.30 – om fredagen fra 17.00-18.00
  • Viser alle genrer
  • Bygger på B&U’s grundlæggende værdier og identitet
  • Blander velkendte brands og programmer med nye
  • Er et afbalanceret miks af egenproduktion, indkøbt materiale og det bedste fra DRs arkiver
  • Følger børnenes døgnrytme

 

Denne side er kapitel 13 af 22 til publikationen "Bibliotek og Medier 2009:3".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/publikationer/nyt_fra_bibliotek_og_medier/2009/3/index.htm
© 2009