Det er dét, de voksne vil ha’

Anne Katrine Skibelund og Pernille Carneiro Juel, Roskilde Bibliotekerne

Med AgeForce har Roskilde Bibliotekerne gjort sig en række gode erfaringer med brugerdrevet innovation i praksis. Ambitionen var fra start at skabe et demokratisk netværk for alle over 50. Og efter godt et års arbejde står det klart: Hvis biblioteket agerer åbent og fleksibelt, så vil målgruppen gerne både deltage og bidrage.

Ideen til AgeForce opstod i starten af 2008 blandt en gruppe bibliotekarer på Roskilde Bibliotekerne. Kort fortalt gik det ud på at udvikle et tilbud til den stærke generation af 50+’ere, som med en lidt slidt floskel kaldes ”det grå guld”. Grundidéen var, at mange 50+’ere, efterspørger viden, interessefællesskaber og sociale netværk – og hvem er mere oplagt til at levere det end biblioteket? Slutudviklingen af AgeForce er finansieret af Roskilde Bibliotekerne.

Hva’ sku’ det være?

Helt fra begyndelsen blev AgeForce defineret som et brugerdrevet projekt. Hvis vi skulle udvikle et tilbud, der matchede 50+’ernes behov, var det afgørende at gå i dialog med målgruppen selv. AgeForce skulle være demokrati i praksis – ikke kun i teorien. Derfor blev startskuddet til AgeForce et møde, hvor Roskilde Bibliotekerne inviterede alle lokale 50+’ere til at svare frit på spørgsmålene: Kunne I tænke jer et netværk for 50+’ere? Og hvordan kan biblioteket i så fald støtte det?

Til mødet i efteråret 2008 kom over 100 borgere. Efterfølgende blev der afholdt tre velbesøgte workshops. Tilbagemeldingerne var positive, og der tegnede sig hurtigt en række generelle tendenser for, hvad de ’modne’ borgere ønsker. De vil gerne have indflydelse og efterspørger fleksibilitet. De ønsker at bruge internettet til at netværke, når blot de har et sted at søge hjælp. De ønsker, at seriøsitet og sikkerhed er i højsædet. Og sidst – men ikke mindst – de har tillid til, at biblioteket kan levere varen.

Netop bibliotekets høje troværdighed har vist sig at være afgørende i forhold til at udvikle AgeForce. Mange voksne er skeptiske overfor de kommercielle sociale netværk som Facebook og vil gerne have sikkerhed for, at deres personlige oplysninger ikke bliver misbrugt.

På nettet og i virkeligheden

I starten af 2009 gik www.ageforce.dk i luften – en virtuel platform, hvor interesser og aktive fællesskaber står i centrum. Alle over 50 år kan oprette en profil og derigennem opbygge et personligt netværk. De kan oprette deres egen blog eller kommentere på andres. De kan desuden oprette en interessegruppe eller melde sig ind i en af de allerede eksisterende.

Opfindsomheden har indtil videre været stor, og der findes i dag 30 forskellige grupper om alt lige fra kunst, litteratur og teater til grupper for hundeejere, haveelskere og folk der arbejder med filthåndværk. En del grupper mødes jævnligt i den fysiske virkelighed for at hygge, udveksle erfaringer eller dyrke motion. Mange ser en fordel i – med AgeForce – at kunne mødes med andre udenfor foreningsregi og formelle rammer. Alle medlemmer af AgeForce har mulighed for at bruge bibliotekets egne mødelokaler inden for åbningstiden.

Roskilde Bibliotekerne står for den daglige drift af AgeForce.dk. Men derudover er bibliotekets rolle først og fremmest at stille ideer til rådighed – ikke selv at udføre dem. I tråd med projektets oprindelige idé, fortsætter AgeForce med at være brugerstyret. Medlemmerne kan bruge netværket, som de vil – inden for anstændighedens grænser, naturligvis.

Et demokratisk væksthus

Målet med AgeForce er at blive et demokratisk væksthus for 50+’ere i hele landet. I skrivende stund har knapt 450 borgere meldt sig ind, og hver uge kommer gennemsnitlig 10 nye medlemmer til. Fordelingen mellem kønnene er 2/3 kvindelige medlemmer og 1/3 mandlige. Cirka 1/3 er bosat i Roskilde, mens resten kommer fra andre dele af landet, f.eks. Århus, Sønderjylland, Fyn og København.

Alt tyder på, at projektet har ramt en åre i tiden og at idéen om brugerstyring, åbenhed og fleksibilitet er kommet for at blive – det er det, de voksne vil ha’!

Læs mere på www.ageforce.dk eller kontakt AgeForce på udvikling@roskilde.dk.

 

Denne side er kapitel 7 af 22 til publikationen "Bibliotek og Medier 2009:3".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/publikationer/nyt_fra_bibliotek_og_medier/2009/3/index.htm
© 2009