En dansk digitaliseringsstrategi

Kommentar: Jens Thorhauge

“Danmark mister sin hukommelse” var overskriften på Politikens tophistorie den 30. april. Historien var baseret på en kronik forfattet af cheferne for en række danske kulturarvsinstitutioner. Deres hovedpointe er at Danmark er bagud i digitaliseringsarbejdet i forhold til en række andre lande som Norge og Holland, men også i forhold til de lande, hvor Google er i gang med storstilede digitaliseringsindsatser af litteraturen, USA, England,Tyskland og Spanien. Danmarks fravær i den fælleseuropæiske kulturportal, Europeana, ses som et klart indicium. Kronikkenk om – præcist timet – samme dag som kulturminister Carina Christensen præsenterede den endelige rapport fra Digitaliseringsudvalget, som blev nedsat i 2006. Rapporten Digitalisering af kulturarven udmærker sig ved at være helt konkret i sit bud på hvad der over en tiårig periode kan digitaliseres inden for tre forskellige beløbsrammer. Forslagene skal ses i lyset af at digitalisering af kulturarven optræder som et indsatsområde i regeringsgrundlaget Mulighedernes Samfund (2007), og kronikken er en argumentation for nødvendigheden af denne indsats.

Det første forslag er et bud på hvad der kan digitaliseres inden for de eksisterende rammer, det vil sige de nuværende institutionsbevillinger. Her er buddet at særlige, meget efterspurgte og kendte materialer, men ikke større eller komplette samlinger, kan digitaliseres.

Det andet forslag opererer med en øremærket bevilling på 300 mio. kr. over ti år. Her er der tale om digitalisering af store mængder arkivalier, over tyve aviser tilbage til 1749, store mængder billeder og kort, f.eks. fra Den Kongelige Kobberstiksamling, Det Kongelige Biblioteks portrætsamling og Nationalmuseets billedsamling. Ved at digitalisere større dele af samlinger øges muligheden for tværgående brug betydeligt.

Det tredje forslag opererer med en øremærket bevilling på 570 mio. kr. over en tiårig periode. I dette forslag opereres med en komplethed i de digitaliserede samlinger, f.eks. Det Danske Filminstituts Kort- og Dokumentarfilmsamling, Det Kongelige Biblioteks Luftfotosamling samt omfattende samlinger af topografisk litteratur, slægtshistoriske kilder og meget, meget mere inden for alle medier. Se selv listerne over materiale i rapporten, som kan hentes på Kulturministeriets hjemmeside www.kum.dk/sw75986.asp.

En af rapportens centrale pointer er at jo mere man digitaliserer jo billigere vil det være forholdsmæssigt og jo mere vil det slå igennem i benyttelsen.

Det kan også bemærkes at DR ikke optræder i scenarierne. DR har allerede fået en bevilling på 75 mio. kr. og har i projektet Bonanza haft stor succes med at inddrage 100.000 borgere i afstemninger om hvad der skal digitaliseres, ligesom DR har haft 12 mio. visninger af Bonanza-hjemmesiden på under et år. Et godt tegn for en kommende digitaliseringsindsats!

Rapporten rejser naturligvis mange spørgsmål, men det afgørende er at den giver nogle konkrete bud både på hvad der skal digitaliseres, og hvordan det skal formidles som udgangspunkt for en politisk beslutning om dansk digitaliseringsindsats. Hovedvægten er lagt på at gøre materialet tilgængeligt, dvs. at slutbrugeren kan få adgang til det via internettet. Rapporten tænker primært i metadata som formidlingsredskab. Den store forkromede kulturarvsportal blev aflivet rettidligt i udvalgsarbejdet. Men portaler, der tager afsæt i bestemte brugergrupper eller emner, afvises ikke. Derimod peger rapporten på følgende: “... nyere webformidlinger i høj grad understøttet af en række nye teknologier som webservices, RSS-feeds og mere lette og dynamiske webprogrammeringsværktøjer og hele det nye paradigme omkring web 2.0”. Fælles eksponering på søgemaskiner er grundlaget for videre formidling, som institutionerne allerede arbejder med.

Formålet med øvelsen er naturligvis at undgå at ’Danmark mister sin hukommelse’, som påstået i Politiken. Selvom digitalisering også handler om bevaring og beskyttelse af vores kulturarv, er tilgængeliggørelse helt afgørende i disse år som forudsætning for at bringe materialet i positivt spil i danskernes dagligdag.

Udvalgets overvejelser har også kredset om forskellige brugssammenhænge fra den interesserede borger over uddannelsessøgende til forskere. Hvis indsatsen for alvor skal bære frugt i uddannelses- og forskningsmæssig sammenhæng er det klart at der må en kritisk masse til, som næppe kan nås inden for de nuværende bevillinger.

Den væsentligste pointe er imidlertid at påstanden ’findes det ikke på nettet, findes det ikke’ gælder for stadig større grupper af borgere. Derfor er spørgsmålet om den kulturelle hukommelse særdeles reelt.