Sidste år gennemførte Børnekulturens Netværk, der er et samarbejde mellem Kulturministeriets styrelser, Socialministeriet og Undervisningsministeriet, en analyse af unges kulturmønstre, som nu fører til, at netværket skal inddrage unge som målgruppe.

En af de vanskeligste målgrupper for kulturformidling er som bekendt unge. Sådan har det altid været, fordi unge pr. definition befinder sig i en transformationsproces med en stærk tilbøjelighed til at afprøve muligheder og grænser. For hver ny generation er udgangspunktet anderledes end tidligere, og det gælder i ekstrem grad for Google-generationen, for hvem de nye medier ikke er nye, men bare medier. Naturligvis må man også tage et stærkt forbehold, når man taler om ’unge’: Det er selvfølgelig ikke en homogen gruppe, men dens kommunikationsformer på sociale medier som Facebook og Twitter og den stadige strøm af Sms’er adskiller den fra tidligere ungdomsgrupper og påvirker dens forhold til mere traditionel kulturformidling.

Blandt andet Børne- og Kulturchefforeningen har efterspurgt en systematiseret indsats til at finde nye veje i arbejdet med kulturtilbud til unge, som de selv finder relevante. Det er sket, fordi der i de grupper, der arbejder med unge, er en udbredt frustration over, at det er så vanskeligt at skabe tilbud, der matcher de unges ønsker. For nogles vedkommende har frustrationen ført til, at de har afskrevet målgruppen som spild af tid.

Det foreslås også, at der arbejdes med nye rammer for fællesskaber og organisering, der tager udgangspunkt i løse og flade strukturer, hvor de unge, der er tilstede her og nu, får bedre mulighed for at påvirke de valg, der træffes. Unge vil have indflydelse og flade strukturer, og de vil kun repræsentere sig selv.

Rapporten foreslår også, at der oprettes puljeordninger, som er fleksible og lette for de unge at søge i, og som understøtter mange forskellige former for aktiviteter, som de unge gerne vil medvirke i. Sådanne puljer kalder også på mulighed for rådgivning og sparring til de unge projektansøgere. De vil have uorganiserede projektaktiviteter, ’fri-zoner’, hvor der kan skabes netværk og sociale fællesskaber.

Rapporten er bygget op omkring 10 teser. En af disse lyder: Unge vil have kunst og kultur, ikke integrationsprojekter, en melding, som harmonerer fint med de erfaringer mange biblioteker har med tilbud til minoriteter, der virker, fordi det er en kulturinstitution, der står for dem – og ikke en social myndighed.

Det glædelige budskab er, at der fra tipsmidlerne 2010 er bevilget øgede midler til Børnekulturens Netværk til at løse opgaven med kulturtilbud til unge. Visionen for netværkets arbejde er: Alle børn og unge skal møde kunsten og kulturen, alle kulturinstitutioner skal bidrage, alle kunstarter skal inddrages.

Det perspektiv, der hermed oprulles er, at den arbejdsmetode, der er udviklet i Børnekulturens Netværk, bringes i spil over for unge. Netværket er udviklet til at skabe synergi mellem stat og kommuner ved at sikre, at vigtige opgaver, som ikke ligger entydigt nogen at stederne, faktisk bliver udført. Netværket sikrer dokumentation af projekter og videndeling om de erfaringer, der gøres. Det sætter modelforsøg i gang, og servicerer det netværk, der er mellem kommunernes børnekulturkonsulenter, ligesom det tager sig af rådgivningsopgaver og internationale fora.

Erfaringen fra netværkets arbejde er en stigende interesse for at dele erfaringer og udføre projekter sammen. Der er en tydelig inspiration mellem parterne, og børnekulturen er i det hele taget kommet godt på vej.

Der er allerede gode erfaringer med ungeprojekter både i statslige og kommunale rammer, men nu er der en chance for større volumen og mangfoldighed – og i højere grad på de unges egne præmisser.