Info

Bibliotekskatalogiseringen: Nye muligheder for bibliotekerne

Der er grøde i bibliotekerne for tiden. Mange nye projekter med formidling af bibliotekernes materialer er på banen. Det sker både i enkelte biblioteker og i forskellige typer samarbejde. Det er derfor vigtigt at data kan anvendes uden unødvendige forhindringer.

DBC har efter aftale med Styrelsen for Bibliotek og Medier besluttet at brugsretten til bibliotekskatalogiseringen med ikke mindst emneord og indholdsnoter udvides til også at dække anvendelse i fælles biblioteksformidlingsløsninger uanset om sådanne løsninger driftsafvikles af DBC eller ej. Projekter, hvor DBC ikke er dataleverandør, skal dog anmelde brugen af bibliotekskatalogiseringen til DBC.

Som velkendt i biblioteksoffentligheden bygger DBC’s forretningsmodel for bibliotekskatalogiseringen på kommuners og statens betaling. Denne model ændres ikke med denne beslutning. Det er derfor en forudsætning for udvidelsen af brugsretten at denne forretningsmodel forsat fungerer. Dvs. at det er en forudsætning at kommunerne fortsat betaler katalogiseringsbidrag og at aftalen med staten fortsætter. Rent praktisk er det aftalt at det er en forudsætning at kommuner dækkende mindst 98% af befolkningstallet fortsat betaler katalogiseringsbidrag, og at udvidelsen af brugsretten bortfalder hvis denne forudsætning ikke er opfyldt.

Leif Andresen,
Carsten H. Andersen, DBC

Orla-prisen 2009

I april 2009 blev børnenes bogpris uddelt for femte år i træk, og aldrig tidligere har de nominerede bøger hver fået så mange stemmer som i år. Der blev stemt i alt 17.303 gange på bøgerne i kategorierne billedbog, børnebog, ungdomsbog og fantasy.

Orla-prisen

Vinderne af Orla-prisen 2009 blev:

  • Bedste billedbog: Bamses allergo’este bog af Elin Bing og Dina Gellert, DR
  • Bedste børnebog: Olivia af Tulle Sigbrand, Egmont Kids
  • Bedste ungdomsbog: Stjerneskælv af Anders Johansen, Modtryk
  • Bedste fantasybog: Dødens terning af Kenneth Bøgh Andersen, Høst & Søn

Ud over priserne til de voksne forfattere blev der igen i år uddelt en Talentpris i form af en Bette Orla. Den gik til 15-åri-ge Mia Christensen fra Høje-Taastrup, der havde skrevet historien Daniel. Juryen blev ramt lige i hjertet af historien om en storebror, der dør, mens han er udsendt som soldat. I alt 1215 børn og unge havde indsendt deres egne historier til Orla, mens tallet i 2008 var 801.

Orla-prisen er opkaldt efter forfatteren Ole Lund Kirkegaards frække figur Orla Frøsnapper. Prisen er et samarbejde mellem DR og Læselystprogrammet, som Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Velfærdsministeriet står bag. Desuden deltager en række samarbejdspartnere i Orla-projektet: Forlæggerforeningen, Den Danske Boghandlerforening, Danmarks Skolebibliotekarer, Bibliotekarforbundet, http://www.spoergolivia.dk og www.bog-gnasker.dk.

Se Mias historie, og de øvrige vinderindslag på Orlas hjemmeside www.dr.dk/ orla.

Lisbeth Vestergaard

DR Romanpris 2009

“Det er en bog der indeholder rigtig mange lag, og som på en og samme tid fortæller en spændende kriminalhistorie, og behandler det nære hverdagsliv, vi alle kender”, var en af juryens begrundelser for at kåre Sissel-Jo Gazan til vinder af DRs litterære pris for hendes roman Dinosaurens fjer.

Sissel-Jo Gazans roman er en af de seks romaner, der i de forløbne måneder er læst og debatteret i mere end 100 læseklubber på 50 bibliotekerne landet over, i DRs programmer, på dr.dk/roman og på litteratursiden.dk. Og det er en jury med fem af de mest engagerede medlemmer af læseklubberne, der udvalgt Dinosaurens fjer til vinder af dette års romanpris.

Ny sæson med DR Romanklub

DRs Romanklub fortsætter i sæsonen 2009-10, og alle landets biblioteker vil blive inviteret til fra december til maj at oprette romanklubber og deltage i diskussionen af seks danske romaner – én om måneden – fra året der er gået. Der vil blive udsendt invitationer til alle folkebiblioteker og lagt en nyhed på hjemmesiden i løbet af juni måned.

DR Romanklubben

Fakta

- DR Romanklub er et samarbejde mellem Litteratursiden, DR, Styrelsen for Bibliotek og Medier og landets biblioteker
- Bøgerne nomineres i samarbejde mellem DR og Litteratursiden
- Sæson: Månedens roman fra december 2009 til maj 2010
- Der diskuteres i ugerne 50, 3, 6, 10, 14 og 18
- De nominerede romaner offentliggøres på Bogmessen i november, dog vil december måneds roman blive offentliggjort den 1. juli
- Finale og jurydiskussion i maj 2010
- Bestyrer for Romanklubbens virtuelle del på litteratursiden.dk er Inger Bressendorff-Madsen fra Københavns kommunes Biblioteker
- Tilmeld dig DR Romanklubbens nyhedsbrev på dr.dk/kultur

Anna Christine Rasch

Forside til Rapport om koordination af materialeforsyning
Rapport om koordination af materialeforsyning i folke- og forskningsbiblioteker er publiceret i maj. Kan hentes på www.bibliotekogmedier.dk

 

Afsluttede DEFF projekter forår 2009

  • DEFF informationskompetence, e-støtteværktøj
  • UB-testen på engelsk
  • EduMedia Fase 2
  • Fra teori til praksis: Kommunikationsstrategi for nye institutioner
  • Forundersøgelse af forretnings- og aftalemodeller for services
  • Levende billeder
  • Konferencesystemer

Læs mere på www.deff.dk


 

 

Denne side er kapitel 14 af 15 til publikationen "Bibliotek og Medier 2009:2".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/publikationer/nyt_fra_bibliotek_og_medier/2009/2/index.htm
© 2009