Børnehavebiblioteker virker

Ann Poulsen

Danske småbørnsforældre arbejder meget og har en travl hverdag. Derfor skal det være let for børnefamilierne at møde biblioteket, f.eks. i børnehaven. Det er i virkeligheden et af de bedste eksempler på at biblioteket møder brugeren, hvor brugeren er.

Nogle af de primære formål med et børnehavebibliotek er at styrke børnenes sproglige og personlige udvikling, at styrke børns lyst til at få læst højt og til selv at kunne læse. Erfaringer viser at børn får større lyst til at lære bogstaverne at kende, hvis de læser og taler om bøger hver eneste dag.

Børnehavebiblioteker er i løbet af de senere år prøvet af i mange versioner, blandt andet i forbindelse med Læselyst-kampagnen i 2003-2007. Evalueringen af kampagnen viser at børnehavebibliotekerne virker. De giver børn og forældre lyst til at låne og læse flere bøger sammen, og de styrker børns og pædagogers interesse for bøger, højtlæsning og fortælling i dagtilbuddets hverdag. Det påvirker senere børnenes læseindlæring i en positiv retning.

Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Velfærdsministeriet bevilger 1,5 mio. kr. om året i perioden 2008 – 2010 til oprettelse af børnehavebiblioteker, som Styrelsen for Bibliotek og Medier administrerer. Primo 2009 er der givet tilskud til oprettelsen af i alt 43 børnehavebiblioteker (Model Basis). Desuden er der givet tilskud til kulturelle aktiviteter for børnene og kompetenceudvikling for personalet i 37 børnehavebiblioteker, hvor der i forvejen er etableret et børnehavebibliotek (Model Plus).

Læs på www.bibliotekogmedier.dk under Børnehavebiblioteker, hvordan du søger om tilskud til oprettelse af et børnehavebibliotek.

 

Denne side er kapitel 10 af 16 til publikationen "Bibliotek og Medier 2009:1".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/publikationer/nyt_fra_bibliotek_og_medier/2009/1/index.htm
© 2009