Styrk din læseklub

Kamma Kirk Sørensen

Læseklub 2.0 med nye muligheder for deltagerinvolvering

Børnehavebibliotek. Foto Bjarke Ørsted

Bibliotekernes læseklubber har vist sig succesfulde. Klubberne nyder stor interesse fra læselystne danskere, og det bidrager til at stadig flere biblioteker opretter læsekredse samtidig med at de eksisterende er fyldt til randen med deltagere. En læseklub kører ikke af sig selv, det kræver koordination, prioritering og grundige overvejelser fra bibliotekarernes side. Derfor blev der den 13. januar sat spot på varetagelsen og udvikling af rollen som tovholder og ordstyrer, læseklubber var på programmet under overskriften Styrk din læseklub. Det var en dag, hvor eksperter gennem oplæg og workshops gav deres bud på, hvordan de ca. 60 deltagende biblioteksansatte, både erfarne og nybegyndere, kunne være med til at skabe de bedst mulige rammer for de lokale klubmedlemmer.

Arrangementet blev afholdt på Danmarks Biblioteksskole som et samarbejde mellem Litteratursiden, DR, Danmarks Forfatterforening og Styrelsen for Bibliotek og Medier. Dagens workshops var omkranset af to plenumoplæg – indledt af Adrian Huges, vært på DR2 programmet Smagsdommerne, og afsluttet af forfatter Erling Jepsen.

Nærvær, dybde og engagement
Adrian Huges var inviteret til at dele sine tips til rollen som ordstyrer med de fremmødte. Han lagde ud med at stille to spørgsmål: Hvad er den største forskel mellem jeres og mit arbejde og hvad er den største kvalitet i jeres arbejde. I den efterfølgende diskussion stod det klart frem, hvad en af læseklubbernes forcer er – noget et stramt produceret og tilrettelagt tv-program ikke kan tilbyde – nemlig den tid, der giver mulighed for at gå i dybden med et værk i fællesskab med andre. Som en deltager udtrykte det: “det sociale samvær er læseklubben”. Forsamlingen var enig om at de gennem faglighed og kendskab til værkerne var med til at facilitere dette fællesskab, og på spørgsmålet om, hvad de anså som de største kvaliteter i deres arbejde med læseklubberne, gav ordene nærvær, dybde og engagement genlyd i salen.

Den vigtige ordstyrer
Det kræver til gengæld sin mand eller kvinde og en god balanceakt at få en gruppe af entusiastiske og snakkelystne læsere på op til 15 personer til at holde læseoplevelsen i centrum for samtalen og ikke fortabe sig i egne anekdoter og memoires, samtidig med at det bliver uden et formynderisk islæt. Dette emne blev også behandlet på workshoppen afholdt af Michael Linde Larsen fra Odense Bibliotek og Tina Mortensen, der bl.a. er redaktør på Litteratursiden. Her blev det diskuteret, hvordan bibliotekets rolle i læseklubben kan forvaltes, og hvor meget det er muligt at understøtte samtalen og styre den uden om en god/dårlig diskurs. Det væsentligste råd fra de to workshopholdere var at ordstyreren skal gøre sig sin rolle bevidst, være klar over egne virkemidler og vide, hvordan de kan influere på det fællesskab, der dannes i læsekredsen.

Den levende bog
Hvis en bog først lever rigtig, når den bliver læst, så bliver den i særdeleshed vital og anderledes udfordrende, når den efterfølgende diskuteres. Det kunne forfatter Erling Jepsen skrive under på, da han som afslutning på dagen berettede om sine oplevelser med mødet med læserne. Og det er netop det bibliotekernes læseklubber giver mulighed for – at berige læseoplevelsen og sætte ord og tanker på de fornemmelser, der dukker op undervejs.

DR romanklub og læseklub 2.0
Samarbejdet omkring DR Romanklubben har været med til at fremme de lokale læseklubber. Der er i år 50 biblioteker, der læser og debatterer de seks udvalgte bøger rundt om i landet. Det er nu tredje gang, at DR Romanklubben kører som et samarbejde mellem bibliotekerne, Litteratursiden og DR, og mange bibliotekers klubber er allerede overtegnede, fordi så mange er interesserede i at være med. “Op imod 1000 medvirker i læseklubberne i år, men som noget nyt kan alle denne gang give deres mening til kende og dele deres oplevelser på hjemmesiden dr.dk/roman og i de virtuelle læseklubber på Litteratursiden.dk,” forklarer redaktionsleder Kåre Vedding Poulsen fra DR Perspektiv.

Romanlæseklubberne er kun et eksempel på initiativer, hvor de biblioteksansatte gør noget særligt for at understøtte brugernes oplevelse med litteraturen. Andre eksempler er Litteratursiden, de virtuelle læseklubber og afholdelse af forfatteraftener.

 

Denne side er kapitel 4 af 16 til publikationen "Bibliotek og Medier 2009:1".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/publikationer/nyt_fra_bibliotek_og_medier/2009/1/index.htm
© 2009