In situ-bevaring
Det er hensigten med museumsloven, at bygherre inddrager museet så tidligt som muligt i planlagte jordarbejder, så arbejdet kan tilpasses og væsentlige fortidsminder bevares på stedet. Princippet for in situ-bevaring har rod i Maltakonventionen, som Danmark har ratificeret.
Hvis den arkæologiske forundersøgelse viser, at et bygge- og anlægsprojekt kommer i berøring med væsentlige fortidsminder, skal museet oplyse bygherre herom med henblik på at vurdere, om projektet kan ændres, så der tages hensyn til fortidsminderne.
Arbejdet med at in situ-bevare sker i samspil mellem museet og bygherre, samt i særlige tilfælde plan- og fredningsmyndigheder.
Principper for in situ-bevaring
In situ- bevaring medfører, at bygherre tilrettelægger byggeriet, så jordarbejdet ikke indebærer en risiko for at ødelægge fortidsminder. Det betyder, at in situ-bevaring skal resultere i, at truslen mod fortidsmindet ophører.
Når bygherre foreslår at udtage et areal med fortidsminder til in situ-bevaring, skal museet vurdere, om:
- det er realistisk at bevare fortidsmindet.
- det areal, der udtages, er et sammenhængende areal af en vis størrelse.
- fortidsmindet på et senere tidspunkt risikerer at blive beskadiget af jordarbejder, tryk fra maskiner o.lign.
- ændringer i de kemiske eller hydrologiske forhold i jorden kan have negativ betydning for den langsigtede bevaring af erkendte organiske lag.
- det er fysisk muligt, at vende tilbage og at udføre den arkæologiske undersøgelse på et senere tidspunkt.
Er det ikke muligt for museet og bygherre at nå til enighed om in situ-bevaring, afgør styrelsen om og i hvilket omfang in situ-bevaringen kan lade sig gøre.
Der er vigtigt at in situ-bevarede arealer fremgår tydeligt af Fund &Fortidsminder, og at det afgrænses af en præcis polygon. Det skal fremgå tydeligt af begivenhedsteksten, hvad der er bevaret på stedet. Er der lavet en arkæologisk forundersøgelse skal omfanget af de in situ-bevarede fortidsminder ligeledes fremgå af beretningen. Det er vigtigt, at museet gemmer dokumentationen for, at bygherre er orienteret om tilstedeværelsen af fortidsminder.
Vurdering af bevaringstilstand
Animalske og humane skeletdele
Knogler består hovedsageligt at collagen og kalk. Knogler bevares sædvanligvis bedst i neutrale eller basiske, kalkholdige jorde og mindre godt i sure jorde. Ændringer i jordens kemiske forhold kan have betydning for den langsigtede bevaring af knoglerne.
Træ
Jorddækkede rester af træ kan skades af bionedbrydning f.eks. bakterier, svampe, alger eller insekter. Det bevares oftest i iltfattige, vandmættede miljøer, men kan nogle gange også være bevaret under meget tørre forhold.
Plantedele
Plantemakrofossiler, så som blade, frø, stilke, pollen og insekter kan bevares under iltfattige forhold, f.eks. i dybe organiske deponeringer så som tørv. I nogle tilfælde kan det bevares i ler eller silt.
Andre organiske materialer
Læder, fiber og andre organiske materialer klarer sig bedst i vandmættede og iltfattige lag. De bliver nedbrudt, hvis de udsættes for ilt eller mikrobiotisk aktivitet. De er også sensitive over for ændringer i ph-balancen.
Metal
Metaller som mønter og fibler er kemisk ustabile og reagerer på kemien i det miljø, hvori de er deponeret. Især ilt og vand medfører nedbrydning.
Uorganiske materialer
Uorganiske materialer som keramik og sten kan være relativt robuste, men nedbrydes dog, hvis de udsættes for vind og vejr, fysiske tryk, eller hyppig vekslen mellem våd og tør tilstand under jorden.
Kilde: DS/EN17652:2022
Byggeri ovenpå kulturlag
I særlige situationer kan det være muligt at in situ-bevare kulturlag under nybyggeri. Det påhviler bygherre at dokumentere, hvordan man vil undgå eller minimere fysiske skader på kulturlagene. Det kan kræve en nøjere vurdering af kulturlagenes bæreevne, sårbarhed og indhold af større konstruktioner. Det kan ligeledes være nødvendigt, at bygherre redegør for, hvordan man vil undgå midlertidige eller permanente ændringer i vandstand, gennemstrømning og vandkemi i og omkring kulturlagene, som skal ses i sammenhæng med en nærmere vurdering af tilstand og sårbarhed af de arkæologiske materialegrupper
Monitorering af in situ lokaliteter
I forbindelse med anlægsprojekter hvor bygherre ønsker in situ-bevaring i stedet for en arkæologisk undersøgelse, kan bygherre med fordel påbegynde monitorering af bevaringsforholdene i god tid forud for projektets start, så der i målingerne indgår årtidsvariationer af vandstanden mv. Det er dog kun relevant ved fortidsminder, der er særligt sårbare overfor kemiske eller hydrologiske ændringer i bevaringsforholdene, eksempelvis meget velbevarede kulturlag eller fundrige moselag, med højt indhold af organisk materiale.
Monitering af in situ-lokaliteter bør ske i henhold til Dansk Standard, Kulturarv – Undersøgelser og overvågning af arkæologiske levn med henblik på bevaring på stedet, 2022.
Tinglysning og beskyttelse
Styrelsen kan tinglyse bevaringen af in situ-fortidsminder på ejendommen, men inden da skal museet orientere styrelsen direkte. Museet fremsender præcis angivelse af stedet og beskrivelse af fortidsmindet. Tinglysning kan give en ekstra sikkerhed for, at viden om in situ-fortidsminder videregives ved salg af ejendommen hvorpå de findes.
I helt særlige tilfælde kan nogle typer fortidsminder beskyttes iht. museumslovens § 29 e