166 millioner til forfatterne
Kulturstyrelsen udbetaler i dag biblioteksafgift til 8.502 forfattere, oversættere og illustratorer.
Forfatterne på årets top 10 er de samme forfattere som sidste år. Sidste års nye forfattere på top 10 Josefine Ottesen og Lene Kaaberbøl er fortsat populære på bibliotekerne med fantasybøger for børn og unge.
Årets top 10
Øverst på listen finder man ligesom sidste år de tre forfattere Bjarne Reuter, Benny Andersen og Bent Haller. Top 10 ser således ud:
- Bjarne Reuter
- Benny Andersen
- Bent Haller
- Dennis Jürgensen
- Cecil Bødker
- Josefine Ottesen
- Lars-Henrik Olsen
- Thorstein Thomsen
- Lene Kaaberbøl
- Hanne-Vibeke Holst
Den største enkeltmodtager af biblioteksafgift er også i år Bjarne Reuter, der modtager 804.210 kr. Benny Andersen modtager 601.788 kr., og Bent Haller modtager 599.275 kr. Josefine Ottesen og Lene Kaaberbøl modtager henholdsvis 572.404 kr. og 547.237 kr.
Se listen over samtlige modtagere (pdf)
Fakta
Biblioteksafgift er en kulturstøtte, der gives til skabere af dansksprogede, litterære værker i enten bog- eller lydform. Der er på finansloven for 2012 afsat i alt 166.808.809 kr., som fordeles til forfattere, oversættere, illustratorer, billedkunstnere, komponister og andre, der er repræsenteret på landets folke- og skolebiblioteker.
Biblioteksafgiften deles i år af 8.502 personer. Ca. 4 % får mere end 100.000 kr., ca. 31 % får mellem 10.000 og 99.999 kr., ca. 23 % får mellem 5.000 og 9.999 kr., og ca. 42 % får mindre end 5.000 kr. i biblioteksafgift.
Beløbets størrelse afhænger bl.a. af, hvor mange eksemplarer af værkerne, bibliotekerne har stående. Bibliotekerne har f.eks. i alt indberettet 247.418 eksemplarer af Bjarne Reuters værker.
Indberetningerne omfatter i år 520.357 titler, som bibliotekerne havde i 43.810.391 eksemplarer. Biblioteksafgiften gives både for skønlitteratur og faglitteratur og fordeler sig med ca. halvdelen til hver.
Biblioteksafgiften er skattepligtig.









