Ny rapport: Open Access som innovativt forretningskoncept

Jakob Heide Petersen

Betydningen af nye forretningskoncepter og produkter er typisk meget synlige for forbrugerne både pga. ændret nytteværdi og pris, og fordi der bruges mange ressourcer på markedsføring. Det er som regel mindre synligt, hvad nye forretningskoncepter betyder for produktionsprocessen. Det er dog ikke mindre vigtigt, fordi ændringer i denne proces ofte er forudsætningen for det innovative produkt.

Selv om Open Access er andet og mere end et forretningskoncept, kan det være nyttigt at anskue fænomenet fra dette perspektiv. Det økonomiske perspektiv kan være gavnligt, fordi det fokuserer på omkostninger og gevinster ved Open Access på en mere systematisk måde end ved mere idealistiske tilgange. Desuden er det økonomiske perspektiv bredere end et ensidigt fokus på forlagenes rolle eller på bestemte publiceringsprocesser.

Innovation i produktionsprocesser

For ca. 25 år siden revolutionerede det schweiziske urfirma Swatch markedet for billige ure ved at markedsføre et moderigtigt, vandtæt ur til en meget lavere pris end konkurrenterne. Baggrunden for succesen var en ændring i produktionsprocessen, så man producerede uret i plastic med halvt så mange dele som sædvanlige ure og anvendte en fuldautomatiseret produktionsproces. Når man ændrer forretningskonceptet på denne måde, har det store konsekvenser for både leverandører, distributører og detailhandel. Et ur af plastic kræver således helt nye leverandører og skal måske afsættes i andre butikker end tidligere ure. Eksemplet viser, at innovation i ét led i værdikæden kan få store konsekvenser for andre led i kæden. For Swatch betød ændringen en reduktion af de samlede omkostninger med 30 % og en halvering af prisen på urene. Selvom den samlede effekt således var positiv, kan sådanne ændringer naturligvis have negative konsekvenser for enkelte virksomheder i værdikæden.

Open Access i økonomisk perspektiv

Det økonomiske perspektiv på Open Access er omdrejningspunktet i en ny rapport, som netop er udgivet af Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek: Costs and Benefits of Alternative Publishing Models: Denmark. I rapporten analyserer John Houghton de økonomiske konsekvenser af at indføre forskellige former for Open Accesspublicering i Danmark. Rapporten udgives som et led i et samarbejde med DEFFs partnere i Knowledge Exchange-samarbejdet. Der er lavet lignende analyser for Australien, Storbritannien og Holland.

Rapporten konkluderer, at den samlede gevinst ved at indføre Open Access er på ca. 500 mio. kr. årligt. Gevinsten er todelt: En generel samfundsmæssig gevinst ved hurtigere og bedre adgang til forskningsresultater (ca. 300 mio. kr.) og en besparelse i den værdikæde, som producerer videnskabelige artikler (ca. 200 mio. kr.).

Analysen behandler omkostningerne i hele den værdikæde, som er forudsætningen for en videnskabelig artikel. På den måde er det muligt at vurdere konsekvenserne af en ændret publiceringsform for de øvrige led i kæden. Besparelserne ligger således ikke så meget i selve publiceringen, fordi publiceringen af et tidsskrift koster nogenlunde det samme, uafhængigt af hvordan det finansieres. Besparelserne ligger i højere grad i mindre tidsforbrug i de øvrige led i værdikæden og i et mere velfungerende samlet system.

De samfundsmæssige gevinster skyldes især, at flere virksomheder, institutioner og borgere får hurtigere og bedre adgang til forskningsresultater. Denne gevinst er beregnet som et forøget udbytte af de milliardinvesteringer, der i forvejen foretages i forskning.

Som i eksemplet med Swatch har forretningskonceptet altså konsekvenser for den værdikæde, der skaber produktet (den videnskabelige artikel) og for aftagerne af produktet (forbrugerne/samfun-det). Forskningens værdikæde reguleres imidlertid ikke af markedet, og derfor er der behov for koordinering og inddragelse af mange parter, hvis man skal foretage ændringer i værdikæden.

Konsekvenser af analysen

Rapporten er et godt afsæt for det videre arbejde med Open Access. Den giver for det første dokumentation for, at det er umagen værd at arbejde for at fremme Open Access. Den giver også mulighed for mere detaljerede diskussioner af omkostninger og mulige gevinster i forskningens værdikæde. Omvendt viser analysen dog også, at de samfundsmæssige gevinster er mange og spredte, og at ændringen i publiceringsform kan have store konsekvenser i hele forskningssystemet. Det indebærer, at der må udarbejdes mere detaljerede planer for at fremme Open Access, og at der bør uformes en proces, der giver mulighed for at drøfte perspektiverne med alle interessenter i værdikæden.

Videnskabsministeriet har netop etableret et Open Access-udvalg, der skal arbejde for at fremme Open Access i Danmark. Udvalget har allerede påbegyndt arbejdet, der bl.a. omfatter udarbejdelsen af en handlingsplan for Open Access i Danmark i overensstemmelse med de ministerrådskonklusioner som Danmark har tilsluttet sig sammen med de øvrige EU-medlemsstater.

Læs mere

  • EU-rådskonklusioner om Open Access: http://www.consilium. europa.eu/ueDocs/cms_Data/ docs/pressData/en/intm/97236.pdf
  • Houghton-rapporten Costs and Benefits of Alternative Publishing Models: Denmark kan hentes på www.deff.dk
  • John Houghton har udarbejdet lignende analyser for bl.a. OECD se http://www.olis.oecd.org/olis/2004 doc.nsf/8d00615172fd2a63c125685 d005300b5/cdcab59bc6365c1dc 1257070005698e2/$FILE/JT001887 46.PDF
  • Se også temaet om Open Access i Bibliotek og Medier 2009:2
  • DF Revy 32. årgang nr. 6 indeholder en længere artikel om Houghtons rapport

Fakta om Open Access-udvalget

Et nyetableret Open Access-udvalg har fået til opgave at planlægge og gennemføre implementeringen af Ministerrådets konklusioner omkring videnskabelig information i den digitale tidsalder. I konklusionerne bliver Danmark blandt andet opfordret til at styrke de nationale strategier og strukturer for adgang til og formidling af videnskabelig information, at sikre koordinationen mellem medlemsstaterne af politikker og praksis med hensyn til adgang og formidling, at sikre langtidsbevaring af videnskabelig information, herunder publikationer og data samt at vise den videnskabelige information i nationale bevaringsstrategier behørig opmærksomhed. OA-udvalget tager udgangspunkt i DEFFs styregruppe, og medlemmerne af OA-udvalget er:

  • Bo Öhrström, Vicedirektør, DEFF, Styrelsen for Bibliotek og Medier
  • Birte Christensen-Dalsgaard, Vicedirektør, Det Kongelige Bibliotek
  • Niels-Henrik Gylstorff, Overbibliotekar, Aalborg Universitetsbibliotek
  • Carsten Riis, Dekan, Århus Universitet, Det Teologiske Fakultet
  • Mogens Sandfær, Direktør, Danmarks Tekniske Informationscenter
  • Grete Kladakis, Kontorchef, Forsknings- og Innovationsstyrelsen
  • Anders Bjørneboe, Chefkonsulent, Universitets- og Bygningsstyrelsen (UBST)
  • Morten Rosenmeier, lektor, Ph.d., Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt arbejde (UBVA)
  • Lise Mikkelsen, Specialkonsulent, DEFF, Styrelsen for Bibliotek og Medier (sekretær)

Der vil løbende blive orienteret om OA-udvalgets arbejde på deff.dk og bibliotekogmedier.dk.

Lise Mikkelsen

Conference on Open Access Publishing

Den første konference for Open Access-udgivere blev afholdt i Lund den14.9.-16.9. Konferencen var arrangeret af Open Access Scholarly Publishers Association og er den første i en årligt tilbagevendende række. Konferencen dækkede bredt over alle fagområder og rettede sig mod de forskellige interessenter, der er inden for OA-publicering. Der var fokus på bl.a. redskaber, services, forretningsmodeller og finansiering.

Anne Sandfær

Lokalbibliotek i Herning

 

Denne side er kapitel 18 af 22 til publikationen "Bibliotek og Medier 2009:3".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/publikationer/nyt_fra_bibliotek_og_medier/2009/3/index.htm
© 2009