Info

Ny diplomuddannelse i børnekultur

Undervisningsministeriet godkendte i december 2008 den forsøgsuddannelse for formidlere af børnekultur, som Børnekulturens Netværk sammen med en række uddannelsesinstitutioner i Kulturministeriet igangsatte på Odsherred Teaterskole i 2007. Således har forsøget vist vejen for, hvordan det kan lade sig gøre at skabe et uddannelsestilbud på tværs af Kulturministeriet og Undervisningsministeriet. Allerede ved forsøgets begyndelse var der stor interesse for uddannelsen, og mere end 90 formidlere søgte om optagelse til de 30 studiepladser.

Går det som planlagt vil den nye permanente formidleruddannelse, som bygger på erfaringer fra forsøgsuddannelsen, blive tilbudt alle interesserede fra efteråret 2009. Der er endnu ikke taget stilling til, hvor uddannelsen udbydes, men alle de institutioner, der står bag forsøgsuddannelsen, deltager fortsat i den nye runde.

Den nye uddannelse er blevet til i et tæt samarbejde mellem:

  • Danmarks Biblioteksskole, København
  • Det Danske Filminstitut/Børn og Unge
  • Odsherred Teaterskole, Nykøbing Sjælland
  • Organisationen Danske Museer
  • Statens Teaterskole/Skolen for Moderne Dans
  • VMK – Konservatoriet for musik og formidling, Esbjerg
  • UC SYD/Center for Undervisningsmidler/Aabenraa

Børnekulturens Netværk har givet tilskud til forsøgsperioden. Danmarks Biblioteksskole har administreret uddannelsen, der har foregået som weekendkurser på Odsherred Teaterskole.

Fakta om uddannelsens tværfaglige indhold kan ses på www.boernogkultur.dk

Merete Dael

Publiceringslicens nu på dansk

For at sikre at offentligt støttet forskning bliver frit tilgængeligt så hurtigt som muligt, støtter DEFF brugen af License to Publish. License to Publish er udarbejdet af SURFfoundation og JISC i 2006 og sikrer at forfatteren beholder rettighederne til sit publicerede arbejde, mens forlaget får de nødvendige rettigheder til at udgive det.

Anne Sandfær

Nyt Radio- og tv-nævn

Kulturministeren har udpeget nyt Radio-og tv-nævn for peroden 1. januar 2009 til 31. december 2012.

Nævnet består af:

  • Adm. direktør Christian Scherfig (formand)
  • Professor, dr.jur. Jan Schans Christensen (næstformand)
  • Professor, dr.jur. Caroline Heide-Jørgensen
  • Cand.theol. Lars Peter Melchiorsen
  • Journalist Gitte Rabøl
  • Lektor, ph.d. Henrik Søndergaard
  • Professor, ph.d. Birgitte Holm Sørensen
  • Adm. direktør, cand.phil. Anette Wad

Radio- og tv-nævnets medlemmer indgår i Lokalgruppen, Reklamegruppen eller Public Service-gruppen – se mere på www.bibliotekogmedier.dk.

Danske bibliotekers bestand i WorldCat

Der blev umiddelbart før jul underskrevet en aftale mellem OCLC og DBC, som dels giver danske biblioteker adgang til at bruge WorldCat som kilde til genbrugskatalogisering og dels indebærer at den samlede bestand på danske offentlige biblioteker bliver uploadet til WorldCat.

Endvidere bliver et mindre antal forskningsbiblioteker leverandører af udlånsmateriale til udenlandske biblioteker - og Statsbiblioteket sikrer at den øgede internationale synlighed af den danske kulturarv, som den afspejles i danske bibliotekers bestand, også bliver til praktisk tilgængelighed.

Med aftalen sikres at danske brugere af den frit tilgængelige tjeneste worldcat. org ledes til bibliotek.dk, når det fundne materiale findes på et dansk bibliotek –eller at et dansk bibliotek giver adgang til eressourcer. Der har i 2008 været gennemført et DEFF projekt som forberedelse af aftalen. I 2009 vil der i forlængelse heraf foregå en række aktiviteter for at sikre det fulde udbytte af aftalen.

Leif Andresen

Ny type betjeningssted: servicepunkter

Der er i slutningen af 2008 tilføjet en ny type betjeningssted til at supplere hovedbibliotek, filial og bogbus: servicepunkt.

Definitionen lyder:
Del af større administrativ enhed som tilbyder begrænset biblioteksservices med offentlig adgang i faste lokaler enten til en særlig målgruppe (børn, fakulteter) eller til en lokalt defineret brugerkreds. Et servicepunkt adskiller sig fra en filial ved at servicen er begrænset f.eks. til udlån af bestilt materiale og aflevering. Et servicepunkt kan være en del af anden virksomhed: butik, postkontor, café, offentligt kontor m.v.

Denne definition er i overensstemmelse med den internationale standard ISO 2789 om biblioteksstatistik. Før indsamling af statistik for 2008 er registreret 20 sådanne servicepunkter. Der er fire bogcaféer tilknyttet Vesthimmerlands Biblioteker og 16 afhentningssteder betjent af Herning Bibliotekerne – fordelt på butikker, børneinstitutioner, idræts- og kulturcenter, forsamlingshus og et gymnasium.

Opgørelsen af betjeningssteder pr. 31.12.2008 vil vise om idéen om servicepunkter allerede nu har bredt sig yderligere.

Leif Andresen

Ny hjemmeside i luften

Vi lancerede vores nye hjemmeside den 3. februar 2009. I den anledning er de gamle hjemmesider for Mediesekretariatet og Biblioteksstyrelsen lukket. Den overordnede vision for hjemmesiden er at du som bruger nemt og hurtigt kan finde nyheder og viden om resultater og aktiviteter.

Hjemmesiden er bygget op i Open Source systemet TYPO3. Design, personas og brugertest er udarbejdet og gennemført af Advice Digital A/S, mens den tekniske løsning er implementeret af LinkFactory A/S. Hjemmesidens design og funktionalitet er testet i oktober 2008 i henhold til den obligatoriske åbne standard om it-tilgængelighed WCAG, der er gældende den 1. januar 2008. Konsulentvirksomheden Sensus, med speciale i tilgængelighed, har udført to tilgængelighedstests på hjemmesiden. LinkFactory A/S har kørt valideringstest og tilretninger i henhold til Sensus’ anbefalinger. Der vil i første kvartal af 2009 blive foretaget tilretninger med henblik på endelig validering af hjemmesidens tilgængelighed. I løbet af foråret vil struktur, indhold og tilgængelighed blive testet på udvalgte brugere.

Gitte Smed

Nyt koncept for tidsskrift

Sideløbende med udviklingen af vores nye hjemmeside har vi udviklet et nyt designmæssigt og redaktionelt koncept for vores kvartalstidsskrift, der fra dette nummer skifter navn til Bibliotek og Medier. Tidsskriftet vil fortsat udkomme i trykt såvel som elektronisk udgave.

Redaktionelt vil tidsskriftet styrke fokus på artikler, der giver stof til eftertanke. Hensigten er fortsat at læserne på ganske kort tid skal kunne danne sig et overblik over væsentlige strategiske, faglige og aktuelle områder, som styrelsen arbejder med. Men som en ny service er der mulighed for let adgang til yderligere oplysninger om et emne eller område via hjemmesiden:

  • Bladets artikler er fremover rubriceret under de samme emneord, som findes i hjemmesidens enmestruktur
  • I indholdsfortegnelsen er artikler grupperet i emneblokke svarende til emneordene på sitet
  • På de enkelte artikelsider/opslag er link til emnet tydeligt angivet i en ’blok’ øverst på hver side

Der er desuden nederst i fodlinjen på hver side/hvert opslag indsat et relevant sitelink som en service til læseren. Hensigten er at give en så direkte kobling mellem artikler og hjemmeside som muligt – en kobling, der også afspejles i bladets nye layout, der i farvevalg og disponering er lagt tæt op ad hjemmesiden.

Anna Christine Rasch

Persuasive Design til debat

Der var fuldt hus, da mere end 70 oplagte biblioteksfolk mødte op til temamødet om Persuasive Design i Bibliotek og Mediers lokaler på H.C. Andersens Boulevard tirsdag den 3. marts for at høre oplæg ved rektor og professor Per Hasle, forskningsleder og ph.d. Jette Hyldgård samt lektor og ph.d. Lykke Nielsen, alle fra Danmarks Biblioteksskole. Hent oplæggende på (pdf): http://www.bibliotek-ogmedier.dk/nyheder/artikel/persuasive-design-til-debat/

Anna Christine Rasch

 

Denne side er kapitel 14 af 16 til publikationen "Bibliotek og Medier 2009:1".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/publikationer/nyt_fra_bibliotek_og_medier/2009/1/index.htm
© 2009